Var de vrede? Overraskede? Glade?
De var i hvert fald høflige, de politikere, der stillede op til de første partilederrunder på TV2 og DR i forbindelse med folketingsvalget 5. juni. Ansigterne lå i neutrale folder med få rynkede bryn, fravær af afsky, rysten på hovedet eller nedadvendte mundvige.
Bortset fra Rasmus Paludan fra Stram Kurs, der vendte det hvide ud ad øjnene, sukkede dybt og lod sit hoved falde tungt ned for at udtrykke sit mishag og indædte uenighed med Isabella Arendt fra Kristendemokraterne.
I andre debatter har også mere etablerede politikere haft svært ved at undertrykke deres modstand, når de lytter. Undersøgelser peger imidlertid på, at det en usmart strategi.
Kunsten at lytte troværdigt
Politikeres kropssprog fungerer som en skyggebokser, der risikerer at knockoute dem selv i stedet for modstanderen, hvis de ikke bruger det hensigtsmæssigt.
Seere har tendens til at vurdere en politiker, der lytter og samtidig med sit kropssprog tydeligt viser uenighed mindre troværdigt, end hvis politikerens mimik er mere neutral, viser en undersøgelse fra Utah State University https://www.academia.edu/659992/Impression_Management_in_Televised_Debates_The_Effect_of_Background_Nonverbal_Behavior_on_Audience_Perceptions_of_Debaters_Likeability?auto=download.
Undgå at bryde en social norm
Det er der flere forklaringer på: Negativ, nonverbal kommunikation i debatter kan opfattes som en afbrydelse.
At afbryde sin modstander er ganske enkelt dårlig stil
Også selvom det sker uden ord og med mimik. Vedkommende bryder en social norm for høflig og god opførsel med sit kropssprog.
Mens en del anekdotisk viden har indikeret, at publikum generelt ikke tager særligt godt imod negativt kropssprog fra en lyttende, uenig debattør, så er undersøgelsen fra The Journal of Social Psychology angiveligt et af de første empiriske studier.
I undersøgelsen observerede 151 studerende en debattør på én skærm og modstanderen på en anden. I en version lyttede modstanderen med ’stoneface’. I de tre andre viste modstanderen nonverbal uenighed; lige fra at vise en lille smule uenighed til at udtrykke både enighed og uenighed også til at udtrykke sin uenighed non-verbalt næsten konstant. De studerende rangordnede herefter politikerne efter blandt andet troværdighed, opfattelse af opførsel, objektivitet og evne til at debattere.
Et lyttende stoneface
Resultaterne fra undersøgelsen peger på, at et lyttende stoneface er den bedste vej frem. Godt nok rykker det ikke ved publikums opfattelse af den talende debattørs troværdighed – men det skader heller ikke den lyttende modstanders troværdighed.
Alligevel kan selv trænede politikere have svært ved at holde sig i skindet og undgå at latterliggøre deres modstandere.
I amerikanske præsidentkampagner har flere episoder været nævnt i den sammenhæng. For eksempel debatten mellem George W. Bush og Al Gore i 2000, hvor Al Gores tendens til at sukke dybt og ryste på hovedet ad sin modstander fik dele af befolkningen til at opfatte George W. Bush som mere ’likable’.
I 2008 fik John McCain kritik for at han – via sit kropssprog – udtrykke mangel for respekt for Barack Obama [https://www.youtube.com/watch?v=mQN0PJWIK_I] og Donald Trump har fået kritik for at gå ubehageligt tæt på Hillary Clinton i debatter https://edition.cnn.com/videos/politics/2017/08/23/hillary-clinton-trump-debate-skin-crawled-book-sot-nr.cnn.
Og så er der naturligvis undtagelsen til reglen. Som da Søren Pape Poulsen (K) under en debat afbrød Rasmus Paludan for at irettesætte ham og høstede bifald for det.
Historien viser dog også, at det nonverbale kropssprog blot er ét element af vælgernes samlede vurdering af en politikers troværdighed – og i sidste ende hvor de sætter deres kryds på valgdagen.
