Du har måske allerede hørt dem: “Sandheder” om at holde oplæg, men som ingen burde følge, fordi der er lige så meget sandhed i dem, som der er guld i Guldkorn.
Og selvom de kan lyde besnærende, så spænder de i virkeligheden ben for din gennemslagskraft.
Myte #1 Du får succes med The Power Pose
Kunne det ikke være vidunderligt, hvis man med et trylleslag kunne blive mere magtfuld og få anden adfærd efter at have stået to gange ét minut i en bestemt kropsholdning, det såkaldte Power Pose?
Men det kan du ikke.
Lad os lige ridse forhistorien op.
Forsker Amy Cuddy underviste på Harvard Business School, da en tidligere F.B.I. agent, Joe Navarro, nævnte, at Cuddys kropssprog signalerede usikkerhed: hun legede nervøst med sin halskæde og sad med armene rundt om sig.
Professor Dana Carney og Amy Cuddy havde allerede bemærket den type kropssprog hos særligt kvindelige studerende. Dem, som klarede sig glimrende i de skriftlige opgaver, men som gjorde sig selv mindre i de mundtlige fremlæggelser. Det svækkede deres gennemslagskraft, syntes Carney og Cuddy.
Men ét er, at en persons kropssprog kan påvirke andres vurdering af vedkommende.
Noget andet, om ens kropssproget også påvirker én selv? Kunne man ved at indtage en mere sikker og stærk kropsholdning sætte varige spor i sin selvopfattelse og ændre adfærd?
Kunne man simpelthen give sig selv selvtillids quick fix?
Det ville forskerne teste. Deltagerne indtog forskellige kropsstillinger, og forskerne tog blandt andet spytprøver fra dem for at måle, hvor meget af hormonerne kortisol og testosteron, de havde i blodet samt interviewede deltagerne. Forskerne konkluderede, at en person blot ved at udføre to simple positurer på 1 minut, fx stå med armene strakt op i et V, med det samme kunne føle sig mere magtfuld og ændre sit hormonniveau. Forskningsartiklen blev bragt i et anerkendt, videnskabeligt tidsskrift.
Artiklen førte til en TED talk, der er blevet set over 75 millioner gange. Håbefulde mænd og kvinder låste sig inde på badeværelser før jobsamtaler og stillede sig med armene strakt i et sejrsfuldt V; medie- og præsentationstrænere inkorporerede V-øvelsen i deres repertoire.
Men da forskere begyndte at tjekke Cuddys resultater, fandt ingen af dem ændringer i deres forsøgspersoners hormonniveau eller adfærd. Med andre ord: Det er en myte, at det såkaldte Power Pose ændrer noget som helst.
Læring: Der er ingen nemme genveje, når det handler om at få styr på sig selv og sin usikkerhed. Nervøsitet og usikkerhed er et grundvilkår for mange mennesker. Men når du forbereder dit oplæg med en anerkendt metode i baglommen, øver dig og flytter fokus på det, du har tilbyde verden, kan du langsomt og sikkert blive bedre.
Myte #2 Din krop råber. Ord står kun for 7 % af din kommunikation
”Din mund siger nej, men dine øjne siger ja”.
Sådan lyder omkvædet i en gammel revy-sang. For hvad sker der, når der er uoverensstemmelse mellem det, der bliver sagt og måden, det bliver sagt på? Så bliver vi forvirrede.
Men det er en udbredt misforståelse, at vi kroppens signaler overdøver det talte sprog, og at ord kun udgør 7 % af den samlede kommunikation.
Lidt baggrund: Tilbage i 1960’erne lavede professor i psykologi Albert Mehrabian små eksperimenter i sit laboratorie, hvor han undersøgte, hvordan vi tolker følelser og holdninger. For eksempel om nogen kan lide os eller ej.
Mehrabian fandt ud af, at når der er modstrid mellem det, en person siger (ordene) og det, man kan høre fra tonefaldet eller se i ansigtet, så stoler folk mest på det nonverbale. Han fandt, at 7% af betydningen kom fra ordene. 38% kom fra tonefaldet. 55% fra ansigtsforholdet.
I dag ved vi, at kropssproget betyder noget i den samlede kommunikation. Men Mehrabians eksperimenter var meget snævre og kan ikke overføres uden videre til anden kommunikation.
Læring: Dine ord er det centrale. Dit kropssprog kan understøtte det, du siger, særligt i de situationer, hvor det handler om følelser.
Myte #3 Hvis du bare siger tingene klart og tydeligt, bliver du ikke misforstået
I Talerakademiet bliver vi ofte kontaktet af mennesker (eller deres chefer), der kan mærke, de har en udfordring med deres kommunikation. De har måske hørt, at de er nogle værre sludrechartoller, der har svært ved at komme til pointen.
Men det, der for nogle mennesker kan virke vævende, kan for andre være forudsætningen for, at et team arbejder godt sammen.
Et kort og klart budskab er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt. Det er en myte, at tydelighed automatisk giver forståelse. Kommunikation handler ikke kun om, hvor klart budskabet er, men også om, hvordan lytteren fortolker budskabet, og lytterens baggrund, kultur og forforståelse påvirker den måde, som vedkommende opfatter budskabet på.
Læring: Omgivelserne og situationen påvirker ofte kommunikationen meget mere, end vi regner med.
Den bedrøvelige konklusion er, at der er ingen nemme quick fixes til gennemslagskraft. Den gode nyhed er, at du bliver bedre ved at øve dig med en god metode på rygraden.
Den kan du få i bogen Kunsten at tale så alle lytter
God fortællende fornøjelse.





