Er du træt af at stå foran et halvt sovende publikum? Gode begyndelser begynder ikke ved begyndelsen. Drop den forudsigelige begyndelse, hvor du i kronologisk rækkefølge fortæller om dine meritter fra folkeskolen og fremefter. Få dem i stedet ud på kanten af stolen med disse tre tips til at fange publikum:
Tip #1: Overraskende oplysninger
Få dit publikum på krogen med en overraskende statistik eller andre relevante fakta, dit publikum ikke havde set komme. For eksempel som den engelske kok, Jamie Oliver, der indledte sin TED Talk med at sige: “I løbet af de næste 18 minutter vil fire voksne amerikanere dø af den mad, de spiser”.
Tip #2: Fortæl en relevant historie
Fortæl en velvalgt anekdote, der sætter scenen. Historier og anekdoter skaber billeder og tager dermed dit publikum med på din tankerække fra første sekund. Eksempelvis indledte Sofie Linde sin tale til Zulu Comedy Galla 2021 med ordene: “Jeg er helt oprigtigt så sindssygt glad for at være vært i aften, jeg er faktisk vildt stolt af at være vært.
Jeg er den anden kvindelige vært på 14 år. Ja, det kan man da godt klappe af.
Og prøv at høre her, jeg har gjort sindssygt meget ud af det. Jeg har pyntet mig i en ny kjole og taget højhælede sko på og selvbruner og barberet mig under armene og spist brunch og lavet en baby og – hvad søren? Hvad, var det ikke lige at gøre lidt meget ud af det? Jo. Er hun gravid? Ja, gu’ hun da gravid! Hun er da super gravid!”
Tip #3: Vær nærværende
Vores sidste tip handler ikke om indhold. Det handler om måden, du er til stede på. Nærvær er den mundtlige kommunikations vildeste app. Nærvær handler om at være til steder i øjeblikket, så du kan engagere dig med publikum. Undgå at læse fra dine noter eller slides hele tiden og brug i stedet øjenkontakt og kropssprog til at kommunikere dit budskab. Hvis du vil lykkes, så handler det ikke om at være perfekt. Det handler om at være nærværende.