Ranes retoriske radius

Ordet på bordet: Jeg er glad for Rane Willerslev. Jeg har aldrig mødt manden personligt, men jeg har set ham begejstre store forsamlinger af djøf’ere og hørt ham bruge storytelling i radio og tv på en måde, som fastholder seere og lyttere i bedste sendetid.

Rane Willerslev har lommerne fulde af stærke retoriske redskaber, der giver hans budskaber en ekstraordinær stor radius. Direktøren for Nationalmuseet har både noget på hjernen og hjertet, og han deler generøst ud af begge dele.

Han er kompetent

Manden er professor i antropologi og ved noget højt kvalificeret om den store del af museets faglighed, der handler om kultur, livshistorier og samfund rundt omkring i verden. Nuvel, han har ikke en MBA i ledelse eller tilsvarende, og der bliver sikkert knaldet nogle museumsfaglige æg i bestræbelserne på at vende retningen, men Rane Willerslev er uomtvisteligt kompetent. For kompetence er andet og mere end de faglige egenskaber. Med sig bærer Rane Willerslev historien om sit sibiriske eventyr som pelsjæger. Det er en historie om en mand, der trodser bjørne, blåfrosne tæer og blæsende stepper for at studere jægersamfund. Den emmer af personlig stamina.

Han har karisma

Rane Willerslev er autentisk. Med smil, humor og levende kropssprog brænder han igennem. Han elsker helt åbenlyst sit arbejde – men ser ud til at leve efter samme retningslinje som Barack Obama:

Tag dit arbejde alvorligt. Men tag ikke dig selv højtideligt.

Rane Willerslev virker på ingen måde bekymret over, at lampen falder ned i sommerhuset for rullende kamera, eller at han ikke kan komme ind på Nationalmuseet på sin første arbejdsdag. Sådan er livet. Han foregiver ikke andet.

Han skaber samhørighed med sit publikum

Helt lavpraktisk har han øjenkontakt med den, han taler med og hans kropssprog spejler samtalepartnerens. Men hvad med i større forsamlinger? Kan han også connecte til et publikum på flere hundrede mennesker?

På Velfærdens Innovationsdag, afholdt af Mandag Morgen, var han en af key note speakers. Her indtog han salen ved at fjerne sig fra pulten og gå ud midt på scenen. Han fik øjenkontakt med nogle af tilhørerne. Og så talte han om dagens emne – lederskab – i et sprog, som alle tilhørerne forstod.

Mens andre paneldeltagere støttede sig til ord som ’organisatoriske greb’ og at ’matriceorganisationen skal ind over linjeorganisationen’, så fortalte Rane Willerslev historier, han talte om drømme og om at ’man som leder ikke sidder på sit kontor, men trækker sablen og løber ud over stepperne og ta’r nogle hug, og så skide værre med, at noget af det, du regner med, ikke sker’.

I en verden af de djøf’ere, der trækker vejret gennem abstrakte termer, er det skønt med en direktør, der i et interview med Information svarer på et spørgsmål om kvalitetsstandard med ordene:

”Hvad er en kvalitetsstandard? Et økonomisk system…?”

Det er et djøf-ord fra den uofficielle håndbog i offentlig ledelse…

”Nå. Nej, det kender jeg ikke.”

Den satiriske figur Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsolm fra Radio24syv har påpeget, at Rane Willerslev åbenlyst ikke havde styr på en pind på sin første arbejdsdag. Det havde han sikkert heller ikke.

Men får han os overbevist om, at han kan være med til at redde Nationalmuseet? I den grad.

 

Hvorfor skal du lytte til, hvad jeg siger?

Hvis du har svaret på alt, behøver du ikke lytte – og heller ikke læse mere.

Allerede i 1957 skrev Harvard Business Review en artikel om at lytte – og hvordan det ville gavne ledere og dermed virksomheder, hvis de blev bedre lyttere. Mon vores lytteevner er blevet bedre siden 1957, hvor mediestrømmen er større, og hvor vi konstant bliver mindet om nye updates fra en vibrerende mobil i lommen?

Ledelsesprofessor Scott D. Williams skriver, at ledere, som lytter effektivt, vil få mere information fra deres medarbejdere. De vil få større troværdighed, og de vil kunne reducere konflikter. Ledere, der lytter effektivt vil kunne motivere bedre og få mere engagerede medarbejdere.

Måske er det derfor, at Huffington Post i 2014 – med hjælp fra en lytteekspert – videregiver, hvad de gode lyttere gør. Missouri Universitet lister også flere håndgribelige og konkrete skills op, lige fra koncentration, empati, opmærksomhed, spejlende kropssprog, god øjenkontakt og pauser.

Lederne vil få større troværdighed og få mere information fra deres medarbejdere

Tøm koppen

At være reelt åben for at lytte til andre lyder let, men ifølge Missouri Universitet er det svært: ”It is very difficult to be completely open because each of us is strongly biased”.

Et 1000-årigt gammelt buddistisk ordsprog beskriver det med en historie. En lærd og klog mand kommer til zen-mesteren, for at få mere og ny viden. På et tidspunkt fylder zen-mesteren den lærdes kop op og fortsætte med at hælde, så teen flyder ud over det hele. Den lærde mand råber forskrækket ”Stop, koppen er fuld”. Zen-mesteren svarer ”Præcis, lige som dig. Du er fyldt med ideer. Og du kommer for at blive klogere, men din kop er fuld. Du skal tømme din kop, før jeg kan lære dig noget nyt”.

3 råd som gør dig til en god lytter

  • Vær nærværende og koncentreret. Tid er ofte begrundelsen for ikke at være nærværende. Fx bliver du ukoncentreret, fordi du ved, at du skal til et møde om lidt. Aftal hvor lang tid du har, så du kan være nærværende i den tid, du har til rådighed.
  • Lyt færdigt, før du responderer. Når du lytter, har din hjerne mere kapacitet end blot at lytte til de talte ord. Derfor bliver du distraheret af egne tanker, som i stedet fx løbende evaluerer det sagte. Men lige pludselig er dine tanker kommet på et sidespor, og du mister det næste, der bliver sagt. Hold fokus og lyt.
  • Sætte sig i den andens sted og stil spørgsmål. Udlev din indre Søren Kierkegaard. Kierkegaard bliver ofte citeret for: ”… al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse;”. Som hjælpende lytter skal du stille åbne, udviklende og uddybende spørgsmål, som får den anden videre.

Glæd din familie og træn din lytning

Sommerferien

Glæd din familie og træn din lytning hele sommerferien. Undersøgelser peger på, at vi kun lytter med 25% effektivitet, så der er plads til forbedring. Det kræver træning. Og husk vi har to øre og en mund – som sælgerne siger.

Kunsten at få ret

 

I næste måned drager tusindvis af mennesker afsted til Folkemøde på Bornholm for at høre, se og møde indflydelsesrige mennesker – og ikke mindst debattere.

Nogle af dem har uden tvivl læst den tyske filosof Arthur Schopenhauers lille bog fra 1831: ‘Kunsten altid at få ret – 38 måder at vinde en ellers tabt diskussion’.

Bogen er en pedantisk og sjov opregning af skarptslebne slyngeltricks til debattører, der ikke går efter sandheden, men bare vil vinde en diskussion for enhver pris.

Det er for eksempel at:

  • opstille falske præmisser som bevis for dit udsagn (§5)
  • gøre modstanderen rasende (§8), så han mister sin dømmekraft;
  • fordreje modstanderens ord (§18),
  • stille modstanderen i et latterligt skær (§28), eller
  • ganske enkelt fremføre dybsindigt vås (§36)

Ligegyldigt at vinde et slag for at tabe krigen

Hver dag benytter drevne debattører sig af disse tricks. For nylig brugte Marie Krarup (DF) eksempelvis en kæk kombination, da hun i radio24syv i en debat om forsvarets køb af kampfly bl.a. brugte §28, da hun hævdede, at:

”Eva Flyvholm mener åbenbart, hun er klogere end de eksperter, der har vurderet sagen i tre år”, sagde hun blandt andet – hvilket Eva Flyvholm (Enh) dog på intet tidspunkt havde sagt.

Første gang, jeg læste ’Kunsten altid at få ret’, var på Institut for Statskundskab i Aarhus, hvorfra en stor del af vores politikere og embedsfolk er uddannet fra.

Indrømmet. Det tog mig nogle år at gennemskue, hvor lidt nyttige rådene reelt er. For selvom ens ego kan svulme af glæde over at få ret, så kan det være inderligt ligegyldigt at vinde et slag for så at tabe krigen.

Du vinder i højere grad krigen – hvis vi nu skal blive i krigsmetaforen – ved at være et lyttende, empatisk menneske, der overbeviser andre med gode, reelle argumenter og personlig gennemslagskraft.

I hvert fald ifølge det amerikanske forbundspoliti FBI.

Lær af FBI

Når de ellers hårdtslående medarbejdere skal overbevise andre om deres synspunkter, så sker det på en bund af viden om følelser og adfærdspsykologi.

Javist, deres model er møntet på top anspændte gidselsituationer og lignende. Men du behøver ikke stå over for en selvmordstruet person på en gesims for at vide, at FBIs fremgangsmåde også i andre situationer giver et bedre og mere konstruktivt resultat end Schopenhauers 38 kneb, der går direkte på argumentationen.

  1. Lyt
  2. Vær empatisk og vis, at du forstår den anden
  3. Du har opnået tillid – den anden begynder at lytte
  4. Du fremfører dit argument med reelle beviser for din påstand
  5. Den anden ændrer mening og handler efter det.

Gør det let

I kunsten  at overbevise andre springer vi typisk de tre første niveauer over, og går direkte i gang med at argumentere. Det er imidlertid kontraproduktivt. Ifølge bl.a nobelpristageren i økonomi Daniel Kahneman er vi i langt højere grad styret af vores følelser og intuition, end af vores fornuft og analytiske evner.

Det betyder konkret, at du skal bruge mindst lige så meget energi på at få din modpart til at føle sig godt tilpas og skabe en god situation, som du skal bruge på din argumentation. Vi kan hjælpe dig med begge dele her på Talerakademiet.

Hvis den strategi ikke tiltaler dig, og du i stedet gerne vil have Schopenhauers beskidte tricks helt ind under huden før Folkemødet, så spiller Det Kgl. Teater netop nu forestillingen: ”Kunsten altid at få ret” – baseret på Schopenhauers bog.

Forestillingen er udsolgt. Men det kan jo være, du kan tricke dig frem til en billet.