Værste slide

Simpelt og smukt: Sådan undgår du at vinde kategorien for verdens værste slide

Husker du scenen fra Rain Man, hvor Dustin Hoffman kommer ind i et cafeteria, og en servitrice taber en æske tandstikker?

Dustin Hoffmans øjne scanner gulvet. I løbet af et splitsekund har han talt tandstikkerne.

”246”, konstaterer han for sig selv og går videre.

Rain Man har en ekstraordinær opfattelsesevne.

Nogle af os er en anelse langsommere.

Glemmer du, så gør jeg også

I en ofte citeret videnskabelig artikel om menneskers hukommelse blev personer i et eksperiment kort fortalt bedt om at huske en tone, der var koblet med et tal. Når en tone lød, skulle personen gengive den rigtige kombination af tone og tal. Efterfølgende fik personen at vide, om vedkommende havde identificeret tonen korrekt.

Når der blot var to eller tre toner kunne personerne snildt huske kombinationen af toner og tal. Med fire forskellige toner tog de sjældent fejl. Men med fem eller flere toner steg fejlraten, og med 14 forskellige toner begik personerne mange fejl.

Forfatteren til artiklen, den amerikanske Harvard professor George Miller, referer i artiklen til flere forsøg, der viser validiteten af hans pointe. Miller konkluderer kort sagt, at der er en klar og tydelig grænse for, hvor mange stimuli vores korttidshukommelse kan modtage, processe og huske.

Ikke desto mindre dynges power point slides dagligt til med tal, detaljer og svømmebanediagrammer med bittesmå enkeltheder.

Som om vi alle var Rain man kloner.

“Når vi har forstået den slide, har vi vundet krigen”, lød det ironisk fra en general, der overværede det, New York Times for nogle år siden udnævnte til Verdens Værste Slide.

Hvordan det nogensinde er blevet state of the (non) art at præsentere på den måde, er en gåde. For ikke blot er sådanne præsentationer kedelige. Det, du siger, forsvinder ganske enkelt fra dine modtageres hukommelse i løbet af få sekunder.

Ét budskab pr. slide

Og du ved det godt: Jo mere, du fastholder dit publikums opmærksomhed, jo større sandsynlighed er der for, at de lytter til dig, husker det, du har sagt, og gør, som du gerne vil have dem til at gøre.

Men hvilken type råd er det egentlig: ’Fasthold publikums opmærksomhed’. Det svarer til at fortælle en dreng, der er ved at lære at spille tennis, at han skal lave et forhåndsslag med topspin. Det ved han jo allerede. Han aner bare ikke, hvordan han skal gøre det.

Så her kommer ét enkelt råd til, hvordan du gør dig og dine power points markant bedre, så dine medarbejdere / kunder / offentligheden kan huske, hvad du sagde:

  • Ét budskab pr. slide. Drop detaljerigdommen og fokusér på det vigtigste, du vil fortælle.Hvis du taler på samme tid, som du præsenterer en masse detaljeret tekst eller tal på din slide – hvad husker publikum så? Ingenting. Hjernen bliver forvirret. Skal den læse eller lytte på samme tid? Dit publikum skal lytte til dig. Du er præsentationen. Dine slides skal være nemmet at forstå.