Præsentationsteknik

Ranes retoriske radius

Ordet på bordet: Jeg er glad for Rane Willerslev. Jeg har aldrig mødt manden personligt, men jeg har set ham begejstre store forsamlinger af djøf’ere og hørt ham bruge storytelling i radio og tv på en måde, som fastholder seere og lyttere i bedste sendetid.

Rane Willerslev har lommerne fulde af stærke retoriske redskaber, der giver hans budskaber en ekstraordinær stor radius. Direktøren for Nationalmuseet har både noget på hjernen og hjertet, og han deler generøst ud af begge dele.

Han er kompetent

Manden er professor i antropologi og ved noget højt kvalificeret om den store del af museets faglighed, der handler om kultur, livshistorier og samfund rundt omkring i verden. Nuvel, han har ikke en MBA i ledelse eller tilsvarende, og der bliver sikkert knaldet nogle museumsfaglige æg i bestræbelserne på at vende retningen, men Rane Willerslev er uomtvisteligt kompetent. For kompetence er andet og mere end de faglige egenskaber. Med sig bærer Rane Willerslev historien om sit sibiriske eventyr som pelsjæger. Det er en historie om en mand, der trodser bjørne, blåfrosne tæer og blæsende stepper for at studere jægersamfund. Den emmer af personlig stamina.

Han har karisma

Rane Willerslev er autentisk. Med smil, humor og levende kropssprog brænder han igennem. Han elsker helt åbenlyst sit arbejde – men ser ud til at leve efter samme retningslinje som Barack Obama:

Tag dit arbejde alvorligt. Men tag ikke dig selv højtideligt.

Rane Willerslev virker på ingen måde bekymret over, at lampen falder ned i sommerhuset for rullende kamera, eller at han ikke kan komme ind på Nationalmuseet på sin første arbejdsdag. Sådan er livet. Han foregiver ikke andet.

Han skaber samhørighed med sit publikum

Helt lavpraktisk har han øjenkontakt med den, han taler med og hans kropssprog spejler samtalepartnerens. Men hvad med i større forsamlinger? Kan han også connecte til et publikum på flere hundrede mennesker?

På Velfærdens Innovationsdag, afholdt af Mandag Morgen, var han en af key note speakers. Her indtog han salen ved at fjerne sig fra pulten og gå ud midt på scenen. Han fik øjenkontakt med nogle af tilhørerne. Og så talte han om dagens emne – lederskab – i et sprog, som alle tilhørerne forstod.

Mens andre paneldeltagere støttede sig til ord som ’organisatoriske greb’ og at ’matriceorganisationen skal ind over linjeorganisationen’, så fortalte Rane Willerslev historier, han talte om drømme og om at ’man som leder ikke sidder på sit kontor, men trækker sablen og løber ud over stepperne og ta’r nogle hug, og så skide værre med, at noget af det, du regner med, ikke sker’.

I en verden af de djøf’ere, der trækker vejret gennem abstrakte termer, er det skønt med en direktør, der i et interview med Information svarer på et spørgsmål om kvalitetsstandard med ordene:

”Hvad er en kvalitetsstandard? Et økonomisk system…?”

Det er et djøf-ord fra den uofficielle håndbog i offentlig ledelse…

”Nå. Nej, det kender jeg ikke.”

Den satiriske figur Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsolm fra Radio24syv har påpeget, at Rane Willerslev åbenlyst ikke havde styr på en pind på sin første arbejdsdag. Det havde han sikkert heller ikke.

Men får han os overbevist om, at han kan være med til at redde Nationalmuseet? I den grad.